Man må da ikke stjæle sten fra stranden

Fy-Fy skamme, det må man ikke! Jeg ved jo godt, at det er forbudt at stjæle sten fra stranden. Ikke desto mindre begav jeg mig ud på den kriminelle løbebane, da jeg i påsken ville anlægge en stenbelægning i sommerhuset foran det gamle toiletskur, der nu er avanceret til redskabsskur.

Langt over drinkstid. Noilly`en må indtages i selskab med stenene...

Skuret var efter flytningen komme til at stå lidt umotiveret uden for terrassen, og det kunne umuligt flyttes endnu en gang, da det så ville falde helt fra hinanden. Men med en stenbelægning ville der komme samling på det hele. Og det her skulle udelukkende være mit eget projekt. Altså lige bortset fra at B gerne måtte hjælpe med at samle stenene og flytte gruset!

Grav et spadestik, læg grus, sæt sten

Køretur til stranden efter sten i adskillige omgange – man tror det er løgn, hvor mange sten, der skal til for at dække et par kvadratmetre og hvor meget grus, det kræver. Og så skal det jo helst ske på tidspunkter, hvor der ikke er andre på stranden!

  • Grav et lille damespadestik dybt der hvor stenene skal ligge. Dæk med sort plastic eller en special havedug for at undgå græs og ukrudt i at vokse op gennem stenene.
  • Fyld hullet op med grus
  • Hver sten tilpasses og bankes på plads med en hammer – husk at lægge en klods imellem, ellers risikerer man at slå stenen i stykker
  • Fyld til sidste mere grus på og fej det ned i mellemrummene

“Svendestykket” tager sig nu sådan her ud:

Sten og maling gør underværker på det gamle toiletskur

Med inspiration fra Spanien og Midtsjælland

Cordoba og La Mezquita er det ikke ligefrem. Ej heller Vrangstrup Kirke på min midtsjællandske hjemegn. Men ikke desto mindre var det de to vidt forskellige steder, som vi besøgte i foråret 2011, der inspirerede til stenbelægningen i sommerhuset.

Maurerne, der byggede den smukke moske i Cordoba i Sydspanien, kunne deres håndværk - først og fremmest selve moskeens fantastiske søjleskov, hvoraf der nu er 856 tilbage. Men stenbelægningerne uden for bygningen er også værd at kigge på, ofte er det små sten på omkring 3×3 cm. i forskellige farver, lagt i sindrige  mønstre.

Vrangstrup kirke, der er en af landets mindste, og som vi besøgte ugen efter ferien i Andalusien, har også en fin stenbelægning ved siden af kapellet. Dog med noget større sten end maurernes.

Jeg havde fået sten på hjernen, og derfra var der ikke langt til projektet i Tomaten. Og det er bestemt ikke sidste gang, jeg lægger sten – forhåbentlig ikke i vejen for andre – bare til min egen fornøjelse.

 

 

Sommerhus med muligheder

Tomaten, sommerhuset ved Sejrøbugten, er både småt og primitivt, men vi er vilde med det, selv om der hverken er badeværelse eller fjernsyn  

Kærlighed ved første blik.

Banalt. Men sådan havde vi det i samme sekund vi så det lille røde sommerhus ved Sejrøbugten. Solgt var vi, og det blev sommerhuset så også samme dag, hvor slutsedlen blev underskrevet.

127.000 kroner skiftede hænder, og vi var de glade ejere af 28 kvadratmeter hus, et lille gæsteanneks og en kuperet naturgrund på 1300 kvadratmeter. Det var i 1992, men gammel kærlighed ruster som bekendt ikke. Vi er stadig helt vilde med “Tomaten”.

Hverken badeværelse eller fjernsyn  

Småt var det. Og måske en anelse primitivt. Men vi havde da strøm, og der var både stue, køkken og et lille åbent køjerum til døtrene på 6 og 9 år. Vi sov i stuen, mens overnattende gæster residerede i annekset.

Badeværelsevar der ikke noget af. Men et toilet – med træk og slip – havde vi da. I et skur på terrassen. Håndvask, tandbøstning m.v. blev klaret ved køkkenvasken.

Toilettet på terrassen - en pressenning i regnvejr sikrer vi kan komme tørskoet frem

Brusebad var der så ikke. Men min snarrådige mand fik hurtigt en god ide: En radiator på taget til at opvarme vandet og en bruser ude i det grønne, så var den fikset. Ren luksus, men duer kun, når solen skinner.

Fjernsyn har vi heller ikke, men den store film kører hver aften på stranden, når solen går ned.  

Mere plads

Større  og mindre projekter blev sat i gang i de første 15 år:

  • .Et ualmindeligt, grimt, gammelt linoliumsgulv blev dækket med et lag gulvbrædder
  •  Køkkenet blev renoveret
  • Annekset bygget om til ét rum og nyt tag
  • Endnu et gæstehus kom til

Døtrene var nu blevet så store, at de ikke længere ville sove klods op af forældrene. De rykkede over i annekset. Pludselig var der ikke længere plads til de faste gæster.

Et brugt anneks blev anskaffet og transporteret fra Frederiksværk til Sejrøbugten på en stor lastvogn, hvor det blev løftet ind med en kran. Men først skulle der lige fældes et par træer.

Motorsavsmassakre

Tomatkonceptet hedder nydelse

Nydelse er at ligge i en hængekøje med en god bog, høre P2, spille spil, grille, spise god mad og blive hængende det halve af natten på terrassen med en flaske vin, gå i vandet, have gæster, gerne mange, f.eks. den årlige pinsefrokost med familien. Snakke, snakke, snakke. Spise igen, sove, læse avisen.

Pinsefrokosten - det årlige hit

Tomatlivet går sin vante gang indtil 2007. Men så sker der noget. Læs her:

Dårlig byggeplanlægning med godt resultat: Ny terrasse

Stort byggeprojekt i sommerhuset fik en brat afslutning med et nej fra kommunen. Men så kom der en mand med en kran, og vi fik en flot terrasse – og ny byggeplan 

Dårlig planlægning er at gå i gang med et byggeprojekt, inden man har fået tilladelsen fra kommunen. Typisk for os tåber at kaste os hovedkuls ud i et stort projekt og satse på, det går godt.

Tomaten skulle udbygges, og vi havde en ide om en tilbygning, der skulle ligge forskudt i forhold til det oprindelige hus. Samme arkitektur, men mindre i proportionerne.

Kommunen var kontaktet, så byggetilladelsen – troede vi – var en ren formalitet, da vi gik i gang med gravemaskinen og fik hele terrassen gravet op og flyttet toilettet. Grus og cementblander fyldte hele indkørslen. Vi var klar til støbning. Men så kom der brev fra kommunen. Ingen byggetilladelse – det var for tæt på naboskel.

Panik – og en ny plan

Kaos var total. Hvor der før havde været en terrasse, lå der nu en stor bunke grus. Toilettet var ude af funktion, og vi anede ikke, hvor og hvordan vi så skulle få vores tilbygning.

Sommerferien nærmede sig, og jeg var i panik. Havde i hvert fald ikke tænkt mig at  tilbringe 4 ugers ferie i det byggerod. Punktum.

Sej mand jeg har. “Så laver vi da bare en ny terrasse og retablerer toilettet”. Jaah, og hvorfor så ikke flytte “Skovhuset” – et af to gæstehuse – over på terrassen, som vi samtidig udbygger?

Sommerferien reddet af en mand og hans joystick

En mand med en kran og en joystick blev vores redning. Skovhuset blev løftet højt op i luften for derefter at blive sat lige så forsigtigt på terrassen. Alt sammen styret ved hjælp af en joystick. Stor lettelse, da det var på plads.

Så blev Skovhuset flyttet

 Sommerferien var reddet. Ugen efter kunne vi indvie den nye terrasse, og resultatet var fantastisk. Heldigt at vi ikke havde fået byggetilladelsen, for det her var jo meget bedre:

Og nu så Tomaten sådan ud. Skovhuset midt i billedet

Tomaten tager sig nu vidunderligt ud med en større terrasse og tre huse.

Og vi har lagt en ny plan.

 

 

Nyt liv til gammelt hus

Tilbygning og ombygning af et gammelt sommerhus inden for samme år er lidt af et projekt. Men det lykkedes – se processen i nedenstående soundslide

Tomaten er yderst charmerende, men helt ærligt er jeg efter 15 år med det gamle sommerhus lidt træt af at skulle ud i et skur på terrassen for at komme på toilettet. Især om natten, når det er koldt eller regner.

Savner at have et rigtigt badeværelse og et soveværelse, som vi kan lukke døren til. En entre til overtøjet ville heller ikke være af vejen. Og så er der det med æstetikken – det må gerne tage sig lidt kønnere ud.

En tilbygning er løsningen, og vi har langt om længe fået byggetilladelsen, så vi kan komme i gang i januar 2009. Der støbes fundament – tilbygningen bliver lige så stor som det eksisterende hus, så vi nu får et hus på i alt 56 kvadratmeter. Der bygges på højtryk.

Rejsegilde i marts. Min effektive og hårdtarbejdende mand knokler videre, og i maj er tilbygningen færdig. Vi kan indtage det nye badeværelse, soveværelse og entre. Alt det jeg drømte om. Og mere til. Se bare denne soundslide:

Ombygning af det gamle hus

Problemet er nu det gamle hus. Det passer jo slet ikke til alt det nye flotte. Dyb indånding, og så i gang igen i maj samme år. Det bliver et kæmpeprojekt, da det viser sig, at strøerne under gulvet er ved at rådne op, og væggene bag celotexpladerne er ædt op mus.

Al indmad bliver fjernet – gulvbrædder og vægge. Der isoleres, sættes ny terrassedør i, nyt gulv og gipsplader på væggene, males loft og vægge, installeres nyt køkken. Alt sammen hen over en sommer.

Men det var godt vi ikke på forhånd vidste, hvor stort et projekt vi havde sat i gang!

Om liwstykker

En blog om store og små projekter. Hovedsagen er at brænde for sit projekt

Jeg holder af projekter. Små projekter, store projekter. Andres og egne.
Bloggen her henvender sig til andre, der synes, det er sjovt at brænde for noget.
Stort eller småt, bare det er brændbart og kan antænde ideer, tanker og – hvem ved -  sætte nye ting i gang.
Sjovest er det, hvis andre også har lyst til at bidrage til liwstykker med projekter eller kommentarer. Så værsgo at komme indenfor og deltag i en blandet landhandel med mange forskellige projekter.

Blogbestyrerinden i øvrigt
Er journalist, gift med den eneste ene gennem mere end tre årtier. Uden ham blev mange af planerne næppe til noget. Har to voksne døtre og bor på Frederiksberg.
Gammel nok til at have mærket, at livet rører på sig. Ung nok til stadig at have lyst.
Lyst til at kaste sig ud i nye projekter. Store, mellemstore, små. De vellykkede, de mindre vellykkede og dem, der aldrig blev til andet end en drøm.  Hovedsagen er, at det er sjovt og sætter noget i gang.
Venlig hilsen liw

 

 

 

 

 

 

Vand i haven med tre murerbaljer

Vi havde en ide om en havedam. I stedet fik vi tre små søer i form af murerbaljer. En beretning om bristede drømme og et mere realistisk projekt

Drømme og hårdt arbejde er det stof, haven er gjort af.
Sliddet er, hvad det er, men drømmene, hvor man går rundt i haven og forestiller sig, hvordan det kunne blive med et  surbundsbed dér, en portal hér, en lavendelhæk, et sommerbed, et lysthus…

Havedam skulle vi i hvert fald anlægge - ikke stor, men stor nok til at der kunne gro åkander, vandiris, minisiv m.v. Og med et vådområde, hvor primulaer og engblommer kunne danne kontrast til det blå vand og stenene, vi havde hentet hjem fra Sejrøbugten.

Andeparret, der dagligt overflyver haven, ville forhåbentlig slå sig ned og ruge ællinger ud, måske kunne vi også anskaffe et par guldfisk. Tudser måtte der i hvert fald være. Og noget for ørerne: En sagte rislen fra et lille uprentiøst vandfald, drevet af en solcelle.

Læsning, planlægning og bristede drømme

 Biblioteket lånte os snesevis af bøger:

  •  om anlæggelse af havedamme
  • om solceller og vedvarende energi
  • om havedammens plante- og dyreliv.

Vi læste, vi planlagde, og vi drømte.
Men ak, som det gik med Konen med æggene, så brast også vore drømme. Ikke i ét slag, men mange.

  • Solcelle-løsningen viste sig at være meget kostbar
  • bekendte, der har forsøgt sig udi havedammens kunst, advarede mod hvor besværligt det er at holde den ren
  • og hvad med al den overskydende jord, vi gravede op…

Tre murerbaljer
Havekonsulenten
havde et råd: “Lad være med at kaste jer ud i sådant et projekt”. Selv var hun gået over til baljer.
Samme dag indkøbte vi tre murerbaljer, gravede tre huller og stabiliserede bunden med grus, hvorefter baljerne blev sænket ned med grus omkring sig.
I en balje blev der plantet åkander, i en anden gule vandiris og i den tredje minidunhammer.

Tre små søer i stedet for én havedam. De fungerer – andeparret slog sig ned og rugede, der er flere tudser, og åkanderne blomstrer på livet løs.
Drømmen om en havedam? Den lever stadig, men det er nok bedst, den forbliver som en drøm.

Havedam eller murerbalje. Fru Tudse med familie er flyttet ind


 

Traditionelle tibetanske musikinstrumenter

Lydbilledet i Nepal er præget af den tibetanske buddhistiske kultur. Her følger en lydlig gennemgang af fem instrumenter, som bl.a. bliver brugt til at indkalde til bøn og til almindeligt velvære

Den tibetanske buddhistiske kultur står stærkt - også i lydbilledet – i Nepal. Men de mange forskellige musikinstrumenter, som ikke har megen lighed med den vestlige forståelse af begrebet instrumenter, er oprindeligt blevet brugt flere tusinde år før buddhismen.

Instrumenterne, som de buddhistiske munke har taget til sig, har forskellige funktioner: Nogle bliver brugt til at kalde til bøn, andre bliver benyttet under oplæsningen af sutraerne, en form for lærevers inden for buddhismen, og atter andre skal bare skabe velvære.

Konkylien kalder til bøn

Konkylien er blevet brugt som blæseinstrument i årtusinder, og det er den, de tibetanske buddhistiske munke blæser i, når de kalder til bøn i klostret. 1. bøn er fra klokken 4 til 6 om morgenen.

Et hul, boret i den spidse ende af konkylien sikrer, at lyden kommer ud. Og så blæses der ind gennem sneglegangen på samme måde, som man anblæser en basun.

Hør konkyliens tre kald:konkylien

Bedeklokke

Bedeklokken er en rimelig stor messingklokke, som bruges i forbindelse med oplæsningen af sutraerne. Her slår Lars Jensen med bedeklokken:bedeklokke

 Cymbaler er små bækkener af messing, der bliver slået mod hinanden. De benyttes ligeledes i forbindelse med oplæsning af sutraerne.

Hør  cymbalernerne her:cymbaler

Til almindeligt velvære

Den tibetanske munkekultur handler imidlertid også om at skabe velvære, og her bruges ofte de såkaldte syngeskåle:

Store syngeskål er en messingskål, som gnides rundt i kanten med et stykke filtbelagt træ. Først slår man med træet, så skålen kommer i svingninger, og derefter kører man rundt i kanten med træstykket.

Fuldt velvære opnås ved at placere skålen på hovedet som en hjelm, så svingningerne forplanter sig til hele kroppen. En teknik som vestlige terapeuter i øvrigt har taget til sig i deres arbejde.

Sådan lyder den store syngeskål:store syngeskål

Lille syngeskål bruges på samme måde – dog er den ikke stor nok til at tage på hovedet. Men klangen fejler ikke noget.

Hør engang:lille syngeskål

 

Lars Jensen og hans klarinet

Klarinetten er et svært instrument, som kræver øvelse, men den er også tilgivende, siger Lars Jensen. Der findes flere slags klarinetter, men A- og B-klarinetterne er de mest almindelige

Klarinetten er som en god ven; den kræver opmærksomhed, men den giver også meget igen, siger Lars Jensen, der i lighed med andre musikere har et ganske specielt forhold til sit instrument.

Klarinetten er krævende, men også tilgivende

“Klarinetten er svær at spille og kræver meget øvelse, men den er også tilgivende, hvis man har forsømt den en periode, siger Lars Jensen i dette interview om “mig og min klarinet”: Lars om klarinetten.

A- og B-klarinetter

Klarinettister har som hovedregel mindst to klarinetter – en A- og en B-klarinet.

Det meste musik er skrevet for B-klarinetten, men er der mange krydser i noderne, foretrækkes A-klarinetten, fordi den har indbygget 3 krydser, mens B-klarinetten kun har to krydser.

Klarinetten blev sandsynligvis blev opfundet omkring år 1700 af Johann Christoph Denner i Nürnberg. Læs mere om klarinetten her:  http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Musik/Musikinstrumenter_og_tilbeh%C3%B8r/klarinet?highlight=klarinet.

 

 

Stor kage til stor fest

En dessert til mange gæster skal være festlig at se på og nem at tilberede – helst dagen før. Her følger opskriften på “VGT-kagen”

Store fester kræver store kager. Det nytter jo ikke noget, at man står og fedter med små portionsanretninger, når man skal have et halvt hundrede mennesker til middag, f.eks. en salon.

Det nytter heller ikke noget, at desserten er af den slags, der skal tilberedes lige inden middagen. Det meste skal helst kunne forberedes dagen i forvejen – eller i hvert fald flere timer før gæsterne ankommer.

Sidst, men ikke mindst: Desserten skal tage sig flot ud og smage så englene synger.

Får man snart et stykke?

Opskriften

VGT-kagen er en slags lagkage med en makronbund, bagt i en almindelig bradepande, pyntet med årstidens frugter. Opskriften rækker til 30-40 personer.

Dagen før gæstebudet bages bunden. Der skal bruges:

  • 8 æg
  • 800 g sukker (gerne økologisk rørsukker)
  • 320 g smeltet, afkølet smør
  • 320 g mel
  • 300 g makroner

Pynt:

1/2 liter piskefløde

Frugt: Vælg 5-6 slags, f.eks. appelsiner, bananer, jordbær, hindbær, kiwi, ananas, brombær, blåbær, grønne og blå vindruer – det vigtigste er, at der er forskellige farver.

Det gør man dagen før:

Dejen: Knus makronerne med en kagerulle, mens de ligger i posen, så undgår man, at de spreder sig ud over hele køkkenbordet.

Pisk æg og sukker grundigt sammen og rør derefter smør, mel og makroner i.

Beklæd en bradepande med bagepapir og pensl den med smør. Hæld kagedejen i.

Kagen bages i en 200 gr. varm ovn i 15 minutter. Derefter lægger man et stykke bagepapir ind over og bager den yderligere 15 minutter.

Når kagen er afkølet, tildækkes den med et fugtigt viskestykke.

Pyntes på selve dagen

På dagen, men gerne nogle timer før pyntes kagen med flødeskum og frugt.

Skær frugterne ud i en størrelse, så det passer til “striber” på kagen. Vær opmærksom på, at det nemt tager en times tid at rense, skrælle og skære frugterne ud. Vær ikke bange for at lave for mange frugter – de overskydende frugtstykker kan serveres i en skål ved siden af kagen.

Pisk fløden til den er rimelig stiv og fordel den jævnt over bunden.

Læg frugtstykkerne i diagonale striber på kagen, og voilá har man en flot og festlig kage, der gerne må præsenteres med en fanfare, f.eks sådan: Fanfare

 

Byens Blæserkvintet spiller med de helt store

Byens Blæserkvintet er måske nok en amatørkvintet, men niveauet er højt, og førende musikere fra DRs Symfoniorkester og Det Kongelige Kapel har gæsteoptrådt

Byens Blæserkvintet til Salon Norma

“Fløjtenistens kone er gået i fødsel, og vi skal spille til en havekoncert i Salon Norma i aften, så kan du ikke lige springe ind.”

Sådan lød beskeden fra Lars Jensen på Toke Lund Christiansens mobil, da han en lørdag eftermiddag var til operakoncert i Søndermarken på Frederiksberg. Og jo, det kunne fløjtenisten fra Danmarks Radios Symfoniorkester  da godt.

Tre timer senere sad han i haven og spillede med Byens Blæserkvintet. Efter bare en halv times forudgående øvning, hvor de havde nået at spille repertoiret igennem én gang.

Solofløjtenisten i DRs Symfoniorkester, Ulla Miilmann er ligeledes trådt til i en af de årlige koncerter i Salon Norma, fordi kvintettens faste fløjtenist blev syg. Også Peter Halaburt, der spiller obo i Det Kongelige kapel har gæsteoptrådt med Byens Blæserkvintet.

Kammermusik til enhver lejlighed

Byens Blæserkvintet – eller BB5, som den også kaldes – blev dannet i 1991 af Lars Jensen og Esben Tange. Konceptet var, at de skulle spille kammermusik for sjov og i forskellige sammenhænge:

  • Kirkekoncerter
  • Bryllupper og fester
  • Musikalsk underholdning til konferencer, receptioner m.v.
  • Taffelmusik
  • Musikforeningskoncerter

Repertoiret spænder vidt: Fra det helt svære som Carl Nielsens Blæserkvintet til lettere Beatleskompositioner. Det vigtigste er, at musikken skaber en god stemning.

Musikerne i Byens Blæserkvintet

Den faste besætning i Byens Blæserkvintet er:

  • Katinka Johansen, fløjte
  • Lise Munch, horn
  • Lars Jensen, klarinet
  • Johan Hartmann Stæger, fagot
  • Thomas Nissen, obo

Filosofien i kvintetten er, at det skal være sjovt, selv om det er krævende musik. “Vi spiller fordi vi kan lide den inspirerende blanding af samvær og koncentration, som kammermusik kræver”, lyder det i kvintettens præsentation af sig selv.

Læs mere og hør Byens Blæserkvintet

 

Roshan Friends-projekterne i Nepal

Skoler, vand, medicin, lærerlønninger, genplantning af træer er blandt de projekter, Roshans Friends støtter i Nepal

Roshan og hans ven

Vandrestøvler – eller rettere sagt, mangel på vandrestøvler var det, der satte gang i Roshans Friends - den private fond, stiftet af Lars Jensen, der støtter fattige bjerglandsbyer i Nepal. Turlederen på telttrekkingen, Roshan havde ingen vandrestøvler. De var for dyre. Derfor vandrede han i et par gummisko.

Det måtte der gøres noget ved, mente Lars Jensen og tog initiativ til, at gruppen skillingede sammen til et par støvler til Roshan, da de kom tilbage til Katmandu.

Kulturchokket ved at komme til et så fattigt land var i det hele taget så overvældende for Lars Jensen, at han ikke alene købte vandrestøvler. Han startede også i 1997 fonden Roshands Friends for at støtte hele landsbyer i Nepal.

Skolebyggeri og voksenundervisning

I Chepang Gaun, som ligger i 1800 meters højde i Foothills ned mod Indien, er der bygget en skole med to klasseværelser, hvor der i dag er 200 elever. En ny bygning med yderligere to klasseværelser er snart færdig.

Roshans Friends finansierede desuden ansættelsen af en lærer, og sidste år vendte to af landsbyens unge tilbage efter endt læreruddannelse for at undervise. Om aftenen er der undervisning for de voksne, og de første elever herfra er startet på universitetet i katmandu.

To skoler længere nede af bjerget bliver støttet med undervisningsmaterialer og medicin.

Vand og biogasanlæg

Der er indlagt vand i landsbyen så beboerne ikke længere skal gå fem timer for at hente det. Ligeledes er der kommet vandledning op skolen, som ligger  200 meter oppe af bjerget.

Klanlederen i Chepang Gaun har i 2011 fået installeret et biogasanlæg, der skaffer energi til opvarmning og madlavning. Og hvis det viser sig som en succes, vil den næste husstand snart få et tilsvarende. Biogasanlæggene skal forhindre den omfattende skovning i området.

Lars Jensen diskuterer kommende projekter med landsbybeboerne

Nu har de både skoler og er raske

Shangri-Lader ligger fire timers buskørsel mod øst fra Katmandu, har også fået medicin og skole-hjælp.

I Ganesh Himal  finansierer fonden udover skolebyggeriet bøger, stilehæfter, blyanter, viskelæder m.v.

“Da jeg i 1997 kom til Nepal første gang havde de landsbyer vi støtter ingenting. Ingen skoler, ingen medicin og de fleste led af jernmangel. I dag er de raske, har en skole og den medicin, de har brug for”, siger Lars Jensen.

Se videoindslaget med Lars Jensen her:http://www.youtube.com/watch?v=gto0Z3LRZRI

 

.

  

 

 

Lars Jensen dirigerer både musikken og Roshans Friends

Musikken har altid været drivkraften for Lars Henning-Jensen, men udover at spille klarinet og dirigere samt en fortid som filmskuespiller er han også stifter af fonden Roshans Friends

"Men det var jo dirigent, jeg ville være..."

Lars Henning-Jensen (f. i 1943) har ikke et sekund fortrudt, at han i 2010 besluttede at lade sig pensionere fra gymnasielærerjobbet i hørelære og kammermusik på Sankt Annæ Gymnasium og dirigent for FAUST – Fyns Amts Ungdomssymfoniorkester.

Musikken er nemlig fortsat en væsentlig drivkraft for den 68-årige Lars Jensen, der stadig arbejder seriøst med sin klarinet. Stort set hver dag fisker han instrumentet frem af etuiet og øver sig. “Og jeg bliver i hvert fald ikke dårligere”, siger han.

Et udsagn, som flittige koncertgængere til BB5  og Salon Norma  selvhør har kunnet konstatere gennem en længere årrække.

Palle alene i verden

Scenevant blev Lars Jensen allerede som 6-årig, da han spillede hovedrollen i filmen “Palle Alene i verden”, instrueret af hans forældre, Astrid og Bjarne Henning Jensen efter Jens Sigsgaards og Arne Ungermanns børnebog af samme navn.

Glimtet i øjet er der stadig, og som 6-årig var han som skabt til rollen som den lille dreng, der vågner en morgen helt alene uden andre mennesker i verden. Med fri adgang til slikbutikken, en pose klingende mønt fra banken og en tur bag rattet i sporvognen. Uden utidig voksenindblanding.

Moralen i historien er, at så sjovt er det heller ikke at være helt alene i verden uden andre at dele sine oplevelser med. Og begrebet “Palle alene i verden” lever stadig den dag i dag.

Først klarinettist, så dirigent

Klarinetten trak dog mere end filmstudierne, så efter studentereksamen på Herlufsholm Kostskole i Næstved søgte Lars Jensen ind på Det Kgl. Dansk Musikkoncervatorium i København, hvor han havde klarinet som hovedfag.

Senere fortsatte han musikstudierne ved Københavns Universitet, hvor han studerede musikvidenskab.

“Men det var jo dirigent jeg ville være”, siger Lars Jensen, som derpå  videreuddannede sig til dirigent hos Ole Schmidt og Sergiu Celibidache. En uddannelse der førte frem til dirigentjobbet for en række symfoniorkestre, bl.a. Sankt Annæ Symfoniorkester, som han grundlagde, Gentofte Amatørorkester og Fyns Amts Ungdomssymfoniorkester.

Til Nepal for at se pengene arbejde

Spilleglæden er der fortsat efter pensioneringen i 2010. Men i dag foregår det under mere private former i Byens Blæserkvintet, BB5, som samles en gang om ugen for at spille.

Og så er der Roshans Friends, fonden som Lars Jensen stiftede i 1997, og som støtter fattige bjerglandsbyer i Nepal. Og for nu at være sikker på, at pengene bliver kanaliseret de rigtige steder hen, flyver  Lars Jensen jævnligt til Katmandu.

Så bliver vandrestøvlerne snøret, og Lars Jensen er parat til at besøge de øde bjergområder i Himalaya. Heller ikke her er han Palle alene i verden.

   

 

 

 

 

Sådan arrangeres en salon

En salon kan være et stort og arbejdskrævende arrangement, men mindre kan også gøre det. Det gælder om at have en god ide og et koncept

Salonkulturen, som er et fransk begreb fra 1600-tallet, er ifølge Den Store Danske Encyklopædi “selskabeligt samvær i et privat hjem, hvor husfruen og en kreds af venner konverserer om litteratur, kunst og politik, deklamerer, musicerer eller spiller teater”.

I modsætning til offentligheden ved hoffet, hvor rigets ledende mænd samledes i store sale for at drøfte politik, militær og økonomi, var salonkulturen baseret på de æstetiske og dannelsesmæssige smagsnormer, som kvinderne udviklede. I salonerne deltog som regel 12-15 gæster, der “sad på ryg- og klapstole efter rang og indtog et beskedent traktement”.

Og faktisk er det slet ikke så kompliceret at holde salon. Det kræver blot en stue med plads til et større eller mindre antal gæster – eller en have, hvis det skal være et udendørs arrangement som f.eks. Salon Norma.

Derudover er det selvfølgelig påkrævet med én, subsidiært flere kunstnere eller oplægsholder(e) til at åbne ballet. Det kan være en forfatterspire, der gerne vil læse højt af sine digte, en ven, der er dybt engageret i et konkret emne, som han eller hun gerne vil fortælle om, eller en eller flere musikere. Der er fri leg.

Salon Norma

I og med at Salon Norma er et støttearrangement til fordel for fonden Roshans Friends, skal vi helst op på et halvt hundrede mennesker, der mindst betaler 100 kr. hver til fonden.

Så stor er vores stue trods alt heller ikke, så derfor afvikles salonen i haven. Arrangementet foregår altid en lørdag aften i august. Uanset vejrlig. Og det var slemt den augustaften i 2010, hvor der faldt 80 mm vand på Frederiksberg! Men salonen blev afviklet, mens regnen trommede på teltdugen, og tordenen på det nærmeste overdøvede musikken.

Forberedelserne

Ugen op til salonen: Indkøb af mad og vin. Bager flutes, som fryses  ned. Sætter lys i udendørslygterne. Ordner lidt i haven.

Fredag aften: Stiller telt op, låner os frem til et tilstrækkeligt antal haveborde og stole og får talt op, om der er tallerkner, glas og bestik nok. Låner evt. af naboerne. Bager bunden til dessertkagen – se opskrift her.

Lørdag: Tilbereder stegene (ofte er der rådyrkølle, vildsvinesteg eller andet, som jagtglade familiemedlemmer og venner har doneret) laver salater (nogle af gæsterne tilbyder også at medbringe en salat) lægger hvide duge på bordene, laver pandekagedej til desserten, brygger kaffe på termokander.

Og så er vi ellers ved at være klar til det store rykind.

Den mere enkle model

Det lyder enkelt, men – indrømmet - det er et større arbejde at få stablet alt det på benene, og mindre, meget mindre kan gøre det, hvis man har lyst til at holde salon.

Hvem har sagt, at der skal være middag? Og at man skal invitere 50 mennesker? Underholdningen behøver vel heller ikke at blive leveret af en hel kvintet?

En stue, en halv snes gæster, et enkelt oplæg, musisk elller andet, kan gøre det. Drikkevarer – og evt. mad – kan gæsterne selv medbringe. Og voila har man en fest. Og det kan jo så evt. suppleres med en indsamling til et godt formål.

 

Musik i haven giver skoler i Nepal

Salon Norma er en årlig tilbagevendende begivenhed, hvor Byens Blæserkvintet giver koncert i haven på Normasvej til fordel for Roshans Friends. Vi får en fest, og bjerglandsbyer i Nepal får skoler, vand m.v.

Tonerne fra Bach, Bethoven og Beatles fylder haverummet, mens svalerne boltrer sig i luften, og solsorten fløjter med, det bedste han har lært? Se videoindslag:

Byens Blæserkvintet

Dette kan faktisk lade sig gøre, hvis man er den heldige nabo til dirigenten og musikeren Lars Jensender spiller i Byens Blæserkvintet – BB5 – og har stiftet den private fond Roshans Friendssom støtter fattige bjerglandsbyer i Nepal.

Ideen til Salon Normaopkaldt efter vores vej - opstod i 2000, da jeg  læste en vinanmeldelse af David Rehling i Information, hvor han beskrev, at han havde nydt vinen ved et privat arrangement – en salon - hvor der blev spillet Chopin på flyglet

Vinen er forlængst drukket og glemt, men ideen om en salon gik rent ind. Jeg ville også holde salon. Og det har vi så gjort hver eneste sommer lige siden.

Salon Norma

Hver betaler mindst 100 kr

I stedet for at yde et fast månedligt bidrag til Roshans Friends, som støtter fattige bjerglandsbyer i Nepal, arrangerer og står vi for en støttekoncert, hvor de inviterede gæster hver især må slippe minimum 100 kr., som går ubeskåret til fonden.

Til gengæld får venner, famlie og naboer en koncertoplevelse, middag og godt selskab.

Ikke alene får vi en god fest ud af det, men nogle landsbybeboere på den anden side af jordkloden får samtidig del i festlighederne i form af skov, rent drikkevand, skoler og undervisning.

 

 

 

 

Dansk fond støtter fattige bjerglandsbyer i Nepal

Roshans Friends, som er stiftet af musiker og dirigent Lars Jensen, finansierer en række projekter i fattige bjerglandsbyer i Nepal. Nu er der kommet både skoler, vand og skovbrug.  

Roshans Friends er en privat dansk-nepalesisk fond, der støtter fattige bjerglandsbyer i Nepal.

Projekterne er bl.a.:

  • skoler
  • vandforsyning
  • skovplantning
  • medicin
  • familieplanlægning
  • biogasanlæg

Fonden blev stiftet i 1996 af musikeren og dirigenten, Lars Jensen. Roshans Friends finansieres dels af Lars Jensens familie og venner, som indbetaler et fast beløb hver måned, dels af en årlig støttekoncert, Salon Norma.

Pengene går direkte til landsbyerne uden besværligt bureaukrati og administrationsomkostninger.

Skoler og vand

Ideen til fonden opstod, da Lars Jensen på en telt-trekking i Nepal kom til landsbyer, hvor børnene skulle gå tre-fire timer ned ad bjerget for at komme til skole og tre-fire timer tilbage igen. Det betød selvsagt, at ingen af dem kom i skole.

I mange af landsbyerne var der heller ikke vand – det skulle hentes længere ned ad bjerget. Helt urimeligt at nogle mennesker skal undvære helt basale ting som uddannelse og vand, mente Lars Jensen, som derfor oprettede fonden straks efter ferien i Nepal.

Fonden blev opkaldt efter guiden på trekkingturen, Roshan Subedi. Den anden nepalesiske partner i fonden er Hari Dharel, som driver trekkingbureauet, Highlander Trekking. Kontakt: haridharel@gmail.com

Ingen læsning – intet vand

Et eksempel på fattigdommen i bjerglandsbyerne er området Che-pang Gaun, der grænser ned mod Indien.

Landsbybefolkningen, der er efterkommere af den nepalesiske urbefolkning – mongolske hinduer – var oprindeligt honningjægere, men ernærer sig nu som landarbejdere. Kun én ud af flere hundrede landsbybeboere kunne læse og skrive, og der var heller ikke vand i landsbyen.

På et stormøde holdt Lars Jensen en, hvad han selv betegner som en “opflammet tale” til bjergbeboerne: Om nødvendigheden af at deres børn fik uddannelse, at det er vigtigt at plante nye træer i et område, der er skovet katastrofalt. Endelig demonstrerede han også, hvordan de kunne bruge den medbragte håndkøbsmedicin mod bl.a. maveinfektioner, som mange nepalesere dør af.

Nu læser honningjægerne

Få år senere var skolen i gang, og både børn og voksne lærer nu at læse og skrive. Der er blevet ansat en lærer, som regeringen betaler lønnen til.

Mange af skolebøgerne er udformet som tegneserier, der beskæftiger sig med familieplanlægning, skovdød m.v. Ligeledes er der nu blevet ført en vandledning op til landsbyen, så beboerne ikke længere skal bære vand hertil fra andre områder.

Og Lars Jensen er en glad mand. Glad for at det med forholdsvis få midler er lykkedes at få implementeret projekterne. Men også realistisk: At ikke alt går som planlagt, når to forskellige kulturer i hver sin del af verden skal samarbejde.

Læs mere om Roshans Friends på www.roshansfriend.org